VAERK-STED

VAERK-STEDinfo

PRESSE

Kopenhagen - info om samtidskunst > interview: modtarprojects
[03. marts 2009]
Modtar: Thomas Feveile Mulbjerg, Peter Møller Rasmussen, Ida Flarup & Maria Mengel.

Interview: Modtar Projects

Modtar Projects er et yngre udstillingssted med fokus på installationskunst.
Stedet er et 200 år gammelt tidligere snedkerværksted i et to-etagers baggårdshus i Indre by. Husets særegne karakter fordrer en diskussion om forholdet mellem det autonome værk og den stedsspecifikke undersøgelse og danner ramme om rumlige eksperimenter, diskussioner og udvikling af nye mellemformer i spændingsfeltet mellem arkitektur og kunst.Modtar Projects har på forsøgsbasis eksisteret i halvandet år, hvor de fire arkitekter bag projektet midlertidigt har lånt 1. salen i et uopvarmede baggårdshus til at teste og udvikle idéen, og fornemme interessen for denne type udstillingsform. På baggrund af denne erfaring og opbygning af netværk har Modtar nu skærpet sin profil og sammensat et mere præcist felt af udstillere for kalenderåret 2009, der på forskellig vis både opererer i og diskuterer feltet mellem kunst og arkitektur.

Modtar Projects drives af: Thomas Feveile Mulbjerg, arkitekt og automekaniker. Maria Mengel, arkitekt og underviser. Ida Flarup, arkitekt og skribent. Peter Møller Rasmussen, arkitekt og skak-entusiast.

Interview:Christine Clemmesen
Foto:Modtar & Christine Clemmesen
Amanda Taarup Betz
Moody furniture
20. februar - 14. marts 2009
Modtar
Teglgårdstræde 3, 1452 København K
Torsdag - fredag 17 - 19 og lørdag - søndag 12 - 15

Amanda Taarup Betz: Moody Furniture, 2009. Installationsview.

Amanda Taarup Betz: Moody Furniture, 2009. Installationsview.


Kan I fortælle om rammen, hvori Modtar Projects skal udleve sine hensigter og ambitioner?

Maria: Modtar Projects er et sted for installations kunst og rum kunst, og vi er 4 arkitekter, der har det her sted sammen.

Selve huset ligger i indre by og er et gammelt snedkerværksted i to etager med et funktionelt værksted i underetagen, som har eksisteret og fungeret som snedkerværksted i ca. 200 år, og den øvre etage er et tomt rum, som anvendes til udstillinger.

Det, vi har arbejdet med, er den form for dualitet, der er i denne opdeling af udstillingsstedet: At der er et produktionssted, som er værkstedet i underetagen, hvis oprindelige funktion er bevaret, og som fortsat benyttes til produktion af værker hertil. Og at der ovenpå er det mere klassiske udstillingssted, som benyttes til præsentation af værkerne. På den måde eksisterer Modtar Projects som et sted mellem en scene og en produktion.

Peter: Man kan også sige at den tolkning af det her sted, som vi har redegjort for, den har vi prøvet at forfølge, og forstærke læsningen af stedet ved at understrege de to rums egenskaber. Overetagen har vi tømt så vidt muligt, og vi har malet det hele hvidt, og har i en vis forstand forsøgt at fremkalde et rum uden egenskaber, som åbner sig for alle mulige fremtrædelser. Og ved underetagen holder vi meget af dét, at den i en vis forstand er et spor af en tid - af det der var engang: De fyldte baggårde, det hektiske tætte liv, så på en måde er der også en tidslig forankring i underetagen, som vi har prøvet at ophæve i udstillingsrummet ovenpå, som er så vidt muligt i enhver forstand, et abstrakt rum.

Ida: Hele området, også selve baghuset, har været to etager højere, og alt heromkring har været snedkerværksteder. Så vi har taget ideen op om et sted, hvor der bliver skabt ting, på stedet, og det er en del af Modtar Projects intention. At der skal bygges ting på stedet eller til stedet, og at det giver mulighed for at gøre og eksperimentere, og undersøge ting i 1:1. Det er en meget vigtig del af intentionen, på baggrund af stedets kontekstuelle historie.

Har der været en linie som i har forfulgt?

Ida: Det handler om den historie, som allerede findes på stedet, og om hvordan man bruger og stiller sig i forhold til denne historie, uden at det bliver en romantisering. For der er også noget omkring, at værkstedet nedenunder nærmest står fastfrosset i tid. Det har lidt en slags romantisk tendens over sig. Hvordan stiller vi os i forhold til det, og hvordan tilfører vi også stedet nye lag, i forhold til det vi gør her. Det er også en del af intentionen.

Maria: Vi har afprøvet en del forskellige udstillingsformer fra starten af. De udstillinger, som fungerer bedst, er de udstillinger, som tager udgangspunkt i stedet, og som rent faktisk bliver bygget her med stedet som ramme og tema: det fyldte og det tomme, og de lag af tider, der eksisterer her.

Det er klart, at de projekter, som har fungeret bedst, er dem vi gerne vil lægge vægt på. Derfor vil vi i højere grad arbejde med installationer og stedsspecifikke projekter.

Det kan selvfølgelig sagtens spænde over videoinstallationer, skulptur, fotografi, og andre former for udstilling, men må på en eller anden måde gerne forankres i, at det ikke bare er arbejde, der kunne være udstillet alle mulige andre steder, eller værker man kan flytte andre steder hen, i andre rum. Det er også derfor, vi lægger vægt på, at det hedder Modtar Projects, - at det er projekter, som hører til det her rum.

Er det jeres arkitektfaglige baggrund som definerer udstillingsvirksomheden?

Maria: Jeg vil sige, at vi ikke arbejder med repræsentationer på den måde man almindeligvis gør i arkitektur. Normalt arbejder man i anden skala, og repræsenterer et eller andet, som hører til et andet sted. Her handler det om at bygge i 1:1 eller i den skala, som forholder sig til stedet, tiden, og den her ramme. På den måde er det ikke arkitektur i klassisk forstand, at det handler om et projekt et andet sted i verden.

Vi vil i høj grad gerne ligge vægt på den stedsspecifikke undersøgelse, hvilket også kommer af, at vi alle har en arkitektbaggrund og er vant til at forholde og til et rum og en kontekst. Men vi er stadig meget interesserede i det kunstneriske felt og i, hvordan man kan få hele det her sted til at fungere som et hus, og ikke bare som et blankt rum, som kunne være hvilken som helst lejlighed i byen, men som en hel ramme.

Peter: Projektet udspringer også fra en urbanitetsopfattelse - som jeg tror, vi alle fire deler - som anerkender, at der stort set ikke er nogen situationer tilbage, som er jomfruelige og uden egenskaber, og at alt hvad man gør udspiller sig i en allerede fortættet kontekst.

Man kan måske sige, at i det omfang vi repræsenterer, så søger vi med det her projekt, og lader repræsentationen falde sammen med en specifik væren.

Ida: Jeg synes også der er noget vigtigt omkring det, at vi alle sammen stiller spørgsmålstegn ved det forhold, som arkitekten altid er ude i omkring repræsentation og virkelighed, og afprøvningen i den reelle skala.

Man kan sidde på en tegnestue i et lille hjørne og lave noget som er fuldstændigt præcist, men som egentlig er ret langt fra den virkelighed, som er den oplevede og den sansede. Og det er også nogle af de ting, vi gerne vil indarbejde i Modtar: at man kan få lov til at arbejde i det reelle stof og på den måde skabe nogle rumligheder, nogle nye sammenhæng og nogle nye opdagelser, som man ikke kan i den meget repræsentative verden, som arkitekterne ude i den kommercielle verden ofte lever i. Det forhold vil vi gerne stille op og give noget plads til. At der også er tid til den slags afprøvning, som vi tror på kan give noget helt andet, end hvad man kan forestille sig på sit meget pæne bord, langt væk fra der hvor man får lov til at afprøve tingene.

Peter: Og i øvrigt er det også noget af det, vi ofte holder af i arkitektur projekter, og i det hele taget. At det er rummet mellem en tegning og et oplevet rum, og fx. rummet mellem en film og dit liv… At man er bevidst om den vekslen frem og tilbage mellem de to måder at være på.

Ida Flarup og Maria Mengel: Flok-almindeligheder, 2008. Installationsview.

Ida Flarup og Maria Mengel: Flok-almindeligheder, 2008. Installationsview.


Det lyder som et sted der handler om at komme fra tanke til handling.

Maria: Tanken har en slags renhed og enkelhed, og så møder den det her sted fuld af fejl og skævheder. Vi ligger vægt på, at der er en forholdsvis kort udstillingsperiode men længere fremstillingsfase, så man har længere tid til at optage de her skævheder og særheder og den stoflighed, som ligger i rummet, fremfor at det er en tænkt ide, som forbliver på tegnebordet og måske bygget meget præcist med 3-d printer og derefter sat ind i et rum.

Har i nogen visioner om at ophæve de kunstfaglige grænser indenfor arkitektur/skulptur/design og mode?

Maria: Vi har fx en udstillingsaftale med Fabric Interseason, som i høj grad går på, at de har lavet et projekt sammen arkitekt Robert Gassner, som skriver en phd. omkring hjemlighedsbegrebet. De har været her på stedet og blev forelskede i huset og de særlige karaktertræk ved det. Deres udgangspunkt for deres kommende udstilling er begrebet hjemlighed, og hvordan man bruger stofligheder på forskellig vis til at fremkalde det her rum. De arbejder som modedesignere, men vil ikke komme og hænge deres kollektion op. Det bliver mere en slags diskussion, som ikke bare handler om sidste kollektionsprøve.

Peter: Man kan også sige, at vi er en slags arkitekter, som prøver at være arkitekter i ordets videste forstand. Med andre ord opfatter vi mange ting som arkitektoniske og mange ting som havende rumlige egenskaber. Vi vil gerne se virkeligheden som meget sammensat og prøve at favne den kompleksitet, som det urbane rum nu er, uden at begrænse os til det, som traditionelt set er arkitektstof.

I og med at vi betragter det her hus som arkitektur, i en hvilken som helst forstand, så overskrider det også et mere almindeligt arkitekturbegreb, som mere drejer sig om nye opførelser og ting, som man bygger. Her mener vi også, at alle de små spor, der er rundt omkring, også er en form for arkitektur, og dermed at alt mulig andet også kan være det.

Ida: Dét, der også er vildt interessant ved fx. at have nogen som Fabric Interseason til at komme og udstille, er, at de ikke er entydige, omkring hvilken slags kunstnere de er. De er modeskabere, og det er de også kommercielt, men samtidig er de uddannet billedkunstnere, og det er dét, som er udgangspunktet for deres mode. Det er interessant fordi de overskrider grænserne, mellem de forskellige medier og faggrupper.

Vi synes, der er rigtigt mange ting, som handler om arkitektur og rum og om verden, og de ting er interessante at sætte i spil. Så det er ikke så vigtigt at give dem mærkater indenfor den ene kategori eller den anden.

Katharine Eastman, fra udstillingen Ethereal, 2008.

Things Last, 2007, Work in progress.


Kunstnere i dag arbejder efter min opfattelse på kanten mellem kategorier. Og fordi i med jeres arkitektfaglige baggrund bevæger jeg ind i nogle kunstkontekstuelle opfattelser med dette udstillingssted, så er jeg interesseret i at høre hvor i mener disse kunstfaglige grænser ophæves? Hvis de gør det?

Ida: Det handler om forholdet mellem repræsentation og den reelle afprøvning, og det reelle stof. For der er mange traditionelle arkitekturudstillinger, som kan opleves som meget langt væk og kan være meget svære at forholde sig til. Modellerne står måske i nogle meget fine montre, og det er meget færdigt det hele. Og vi vil helst ikke ende i det sted, hvor det kun er repræsentation.

Modsat konventionelle kunstgallerier byder i vel egentlig en masse, hvis ikke alle kreative fag, indenfor?

Peter: En del af det centrale er også, at en hvilken som helst udstilling har egenskaber. Udover hvad den udstiller, så er den på en måde, den har rumlige egenskaber.

Den dobbelthed, der ligger i huset, imellem en repræsentation på den ene side, og så en måde specifikt at være på, på den anden side, tror jeg, ligger os meget på sinde. Og alle de udstillinger vi har haft herinde, har indeholdt elementer af begge dele, ligesom alle ting i verden indeholder elementer af begge dele. Alting har jo både et associativt lag, og et direkte virkende lag.

Angående dét, som er udstillingens rumlige egenskaber, og som ikke er repræsentation, så er det også karakteristisk for dette sted, at vi altid vil søge en kunstnerisk dagsorden på den front, hvorimod mange andre udstillingssteder vil have en komfortdagsorden eller en kommerciel dagsorden. Vi søger en mere kunstnerisk ambitiøs indgang til den side af sagen.

Maria: Vi søger også at udvikle en ”mellem-form”, som hverken er kunst eller arkitektur, på trods af at der selvfølgelig er masser af ting, som indskriver sig i det felt, men det er alligevel det fokus vi har.

Ida: Det er den samme præmis for alle, ligegyldigt hvilke kreative faggrupper det er. Og vi synes det er interessant at se, hvordan folk rammer det på baggrund af deres arbejdsfelt.

For en kunstner kan det være en mulighed for at afprøve og lave arbejde uden gallerister, kuratorer eller andre påvirkninger. Gallerier har som regel en kunstnerisk ambition, men der skal sælges værker for at drive stedet. Det problem - eller mulighederne i det kommercielle, kan man også kalde det - er i fri for og foruden?

Ida: En væsentlig del af mulighederne herinde er også, at man kan komme herind i forvejen og gå og arbejde herinde. Det er også en ret stor forskel fra en almindeligt ”hvidt” galleri, hvor der normalt er mellem 7 og 3 dages installations tid. Hér er der rent faktisk en mulighed for at implementere og ikke bare sætte op.

Maria: Vi lægger ikke vægt på salgbarheden, eller præstationen som sådan.

Jeg forstår det som om, at I hovedsageligt er interesseret i kreativiteten som aktiv fungerende, dvs. at undersøgelserne, udover intentionerne og beslutningerne bagved, også i høj grad handler om hvornår et værk er færdigt eller ej…

Hvordan udvælger i jeres udstillere?

Thomas: Vi vælger folk, hvis arbejde vi er interesseret i, og som vi synes er dygtige og passer ind i vores måde at tænke tingene på.

Maria: Det skal helst sætte en form for faglig diskussion i gang, for vi lægger meget tid og kræfter i det her. Vi skal sætte en debat i gang, og vi skal blive lidt klogere, og jeg vil gerne se udstillinger, som stiller noget nyt i verden. Så det vil være interessant at få nogle ind, som vi overhovedet ikke kender, men det bliver på samme præmisser som gælder alle.

Ida: Det er os fire, som beslutter hvem, der skal udstille, og vi vil gerne høre fra folk som har lyst til at byde ind, men vi er meget opmærksomme på, at det er noget, som skal passe ind i Modtars profil.

Peter: På baggrund af alle de meget forskellige udstillinger, vi allerede har haft herinde, har det været interessant at opleve det her lille hus antage alle mulige skikkelser, og efterhånden bliver det også en slags kriterium, at dét, som udstilles herinde, kan tilføje et nyt afsnit til den fortælling.

Maria Mengel, Peter Møller Rasmussen, Ben Clement & Sebastian de la Cour: Things Last, 2007. Installationsview.

I er ikke interesseret i eksplicit at lave billede/maleri udstillinger, men er det vigtigt at der bygges til stedet?

Maria: Nej, det synes jeg ikke. Vi havde på et tidspunkt en udstilling med fem tons korn, som fyldte rummet og i højere grad satte et nyt landskab herind. Så det er ikke meningen, at det nødvendigvis skal være snedkeriet, og det kun er snedkerprojekter, vi er udstiller. Man må gerne fylde rummet med alt mulig andet, og vi er interesseret i, at huset antager forskellige skikkelser og roller. Vi er mest interesseret i at få en udstiller til at ”tegne” inde over det her sted på en ny måde. Så vi har slet ikke lyst til at begrænse os på den måde.

Føler i jer beslægtet med andre udstillingssteder hvad angår kunstnerisk linie?

Maria: …New York i 60-70erne, Gordon Matta-Clark’s suppekøkken.. En anden måde at samle folk på som er meget non-profit.

Peter: Vi har haft middagsselskaber heroppe uden en specifik kunstnerisk dagsorden, som alligevel bliver en del af Modtar projektet, men mere som en konkret social aktivitet.

Er de middagsselskaber åbne for publikum?

Maria: Nej, det er en måde at iscenesætte en dagligdags handling, og en måde at lade dette hus leve på. Det er en måde at indføre en ny karakter eller rolle til projektet, og samtidig en måde at hente et fagligt forum og fællesskab ind som muliggør nogle diskussioner. Det er ikke bare vores venner, som bliver inviteret, det er også andre personligheder, som vi synes vil være interessante at diskutere med over suppen..

Ida: Vi har også talt om at lave workshops og projekter, hvor ideen er, at vi mødes omkring en intention, som kan handle om at lave arbejde, som bliver udstillet, men hvor dét at mødes og have et forskelligartet fagligt diskussionsforum måske er vigtigere end et færdigt værk.

Værkstedet på Modtar

Værkstedet på Modtar

Værkstedet på Modtar


Hvad er historien for jeres samarbejde?

Thomas: Det startede for et par år siden med Loretta Suby, som gerne ville lave en udstilling. Vi ville gerne være med på nogle udstillinger, og som arkitekt er det ret svært at komme igennem på den udstillingsscene, som er her i København. Vi fandt ud af, at Lars havde det her lokale, som ikke var i brug, og så tænke vi, at det kunne være sjovt at skabe et udstillingsrum som det her, og dernæst har vi inviteret yderligere tre personer, som sidder her. Vi kender hinanden fra arkitektskolen i København.

Ida: Tidligere har der været en masse prøveforsøg på, hvad det her sted kan som udstillingssted, og nu har det fundet en form, som er mere præciseret i forhold til, at vi nu er fire arkitekter som er interesseret i at fastholde den her profil. Vi er fælles om at ville videreføre projektet, og det er det, som binder os sammen.

Peter: I udgangspunktet er noget af det, som var rart for os ved det her sted, at vi som arkitekter er vant til at alt er frygteligt tungt og meget omkostningskrævende, tager meget lang tid og er meget dyrt og vigtigt osv. Det man har chancen for med sådan et rum som det her, er det, at vi på en måde har købt os en vis frihed til at gøre ting og prøve ting, som vi ikke har nogen sikkerhed for, eller krav om, skal falde heldigt ud.

Ida: Og lade tingene ske udenfor byggelovgivningen og alle mulige andre ting..

Thomas: Det var også en videreførelse af den kreativitet som der er på kunstakademiets arkitektskole. Der er en kæmpe forskel på, når man går derude og på, når man bliver færdig. Det stemmer simpelthen ikke rigtig overens, så det var også for at vi kunne køre videre i det spor vi kom fra på den skole, den aktivitet, der eksisterede derude.

Maria: Og ikke behøver at have sikkerhedssele på inden man kaster sig ud i et projekt, fordi der ligger et stort økonomisk ansvar. Vi føler det her hus giver os en chance for at skabe en række fejl, som husets uformelle egenskaber, begrænsninger og uperfekte karakteristika lægger op til, og som er interessante i kontrast til hvordan man arbejder som arkitekt ude i den mere etablerede arkitektverden.

Vi er også opsøgende i forhold til at samarbejde med andre arkitekter og få kritik, hvilket man mangler fuldstændig, når man ikke længere går på arkitektskolen.

Ida: Jeg synes også i forhold til den meget fine, store verden der bliver bredt ud for een, når man fx. går på arkitektskolen, som udspænder et meget bredere felt end det, man arbejder i ude i verden som arkitekt, er det som vi også vil prøve at opfange. Fordi der er så mange indflydelser fra andre måder, og andre kunstområder… Det er langt bredere, det felt, man spænder ud som arkitektstuderende, og det vil vi gerne tage med os, i forhold til at have antennerne ude i mange forskellige måder at opleve verden på, som ofte bliver begrænset senere hen.

Modtar Projects er non-profit, men er det noget I har forhåbninger om at kunne leve af?

Maria: Overordnet er vi arkitekter som finansierer os selv ved at arbejde for andre på tegnestue, og arbejde på egne projekter med egen tegnestuevirksomhed, og med undervisning på arkitektskolen og med forskellige former for arkitektvirke. Så vi spænder lidt på tværs.

Tak.